Om Thomas

Det handler om en nordjysk dreng, der gennem sin opvækst havde behov for særlig støtte. Han var et af de børn, som lærere og pædagoger typisk benævner ‘tidligt frustreret’ og ‘omsorgssvigtet’. Nu tænker du måske incest, mishandling, sult og andre rystende svigt af den slags, der med mellemrum havner på avisernes forsider. Men nej, det var der ikke tale om.

Denne dreng oplevede det, som tusindvis af børn oplever, nemlig at vokse op med psykisk skrøbelige forældre, der vil det bedste, men kun glimtvist formår det. Mad og kærlighed, ja, men også store doser kaos og utryghed. I denne drengs tilfælde førte tragiske hændelser til, at han blev anbragt i forskellige plejefamilier og institutioner.

Hvad der skete, må du læse bogen ’Når alle masker falder’ for at finde ud af, men jeg kan godt røbe, at drengens teenageår kom til at byde på de største modsætninger: weekender i sus og dus som purung iværksætter i det københavnske jetset contra konfliktfyldte hverdage som plejebarn og specialklasseelev. Og jeg kan røbe, at han faktisk fik en ungdomsuddannelse, og at han nåede at være ret velhavende et par år.

Solstrålehistorie? Nej, det ville være en omskrivning af sandheden. Han nåede nemlig også at drikke en masse og aflægge hyppige besøg i detentionen og på hospitalet, ligesom han nåede at ryge så meget hash, at han udviklede angst.

Som 18-årig rykkede han teltpælene op for at komme væk fra misbrugsmiljøet og skabe sig et nyt liv på Sjælland. Som 20-årig måtte han erkende, at det med ‘nyt liv’ ikke altid er så nemt. Der skal måske flere forsøg til. Han var faktisk tæt på at miste livet i en bilulykke, som han selv var årsag til, og det var mere held end forstand, at ingen andre kom til skade. Spiritus- og narkokørsel. Kunne han tilgive sig selv? Det var han nødt til. Ja, det kan jeg røbe.

Drengen/den unge mand var selvfølgelig mig, og bilulykken blev et wake up-call. Vi har ét liv, et eneste, og vi har ikke råd til at fucke det op. Vi har pligt til at få det bedste ud af det og gøre alvor af det, vi brænder for. Bilulykken åbnede mine øjne og gav mig det brutale spark, der skulle til for at komme på rette spor.

I dag arbejder jeg som afdelingsleder i virksomheden Oncore ApS, og jeg holder foredrag samt hjælper udsatte børn og unge gennem coaching.

Vi har ét liv, et eneste, og vi har ikke råd til at fucke det op. Vi har pligt til at få det bedste ud af det og gøre alvor af det, vi brænder for.

Når alle masker falder

Foredrag

galleri

Presseomtale

Scroll til toppen

Når alle masker falder

køb bogen nu

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.