Jeg vågner op i hospitalssengen. Et drop fylder saltvand i mit blod, jeg har en bismag af kål i munden. Jeg er glad for at ligge på enestue, selv om her er hvidt og kunstigt. Naturbilledet på væggen – bølgende mark, lille sø omkranset af høje strå og et stort grønt egetræ – siger mig absolut intet.

Jeg hiver i den røde snor bag sengen, og kort efter kommer sygeplejersken. Vi kender hinanden, for det er ikke første gang, jeg ligger her. Jeg vil hjem, meddeler jeg.

En times tid senere ankommer en pædagog fra døgninstitutionen. Nålen med saltvand er væk, og jeg har fået et glas saftevand med smag af hyldeblomst til at fjerne det værste af kålsmagen.

»Lad os komme væk herfra«, siger jeg til ham. Det kan kun gå for langsomt, selv om min krop føles energiforladt og fortabt efter en aften og nat, hvor jeg igen tog i byen og drak, til jeg lå bevidstløs på gågaden. Men det er trods alt sjovere at drikke, til man segner, end at sidde og glo ud i luften på den døgninstitution, som ifølge systemet skal forestille at være mit hjem.

Pædagogen kører mig ’hjem’, alting fortsætter, som om intet er hændt.

Ugen efter henter den samme pædagog mig igen. Denne gang bliver jeg vækket af betjenten, som råber: »Så er det tid til at stå op«. Hospitalsseng den ene uge, madras i detentionen den anden … For mig er det et fedt.

Det eneste, der for alvor forandrer sig, er, at jeg bliver endnu bedre til at drikke og tage stoffer.

Læs hele mit debatindlæg i Politiken her: Personalet så mig gå i opløsning. Men der blev ikke gjort noget synderligt ved det