Topmøde om skolegangen for anbragte børn og unge

Topmøde om skolegangen for anbragte børn og unge

17. januar 2023

I weekenden deltog jeg på det årlige topmøde i De Anbragtes Vilkår, hvor jeg også siden 2019 har været frivillig.

Det har en stor effekt, når vi så mange tidligere anbragte samles og levede erfaringer deles ud. Det gør en mærkbar forskel for nuværende anbragte, når politikere og fagfolk så senere læser og handler på vores publikation.

Her kommer også et lille bidrag fra mig i form af et uddrag fra min bog ”Når alle masker falder”. Det beskriver et klasseskifte, som blev skelsættende for mit liv.

”Hvorfor er du i en specialklasse?” Det er Carsten, der spørger. Ved siden af ham sidder Christian. De er mine nye lærere, og vi skal have en lille snak, siger de.
Jeg er blevet flyttet til TF3-klassen med de ældste elever, selvom jeg kun er ni år. Det er ikke, fordi jeg er hamrende dygtig, mere fordi skolen tror, at jeg vil have det bedre i den nye klasse. Men jeg har aldrig tænkt over det, Carsten spørger om. Ikke sådan rigtigt.
”Jeg har vel nogle problemer,” svarer jeg og tager en tår vand. ”Hvilke problemer?” spørger Christian nu.
Han smiler venligt og holder mit blik fast. Det er så irriterende, når folk vil kigge mig lige ind i øjnene, men jeg kan ikke slippe for Christians blik. ”Ja, det ved jeg ikke. Jeg har bare altid gået i en specialklasse,” svarer jeg. ”Måske er det noget med, at jeg tit kommer i konflikt med de andre.” Det snakker vi lidt om, og så kommer det næste spørgsmål: ”Hvordan vil du gerne have, at det næste skoleår skal være?”
Det næste spørgsmål og det næste og det næste og det næste. Men det er okay. Jo mere jeg snakker med mine nye lærere, jo bedre kan jeg lide dem, og jo nemmere bliver det også at kigge dem i øjnene. De er seje. Vildt seje og stærke. Sådan nogle, der dyrker sport og ved en masse. De siger tingene så tydeligt, at jeg
ved, lige hvad de mener. Og de lytter til hvert eneste ord, der kommer ud af min mund, som om det er meget vigtigt – som om jeg er en person, der virkelig betyder noget. Det er mærkeligt. Else og de andre lærere har sådan set også altid lyttet til mig, men det er bare anderledes med Carsten og Christian. Det er, som om de ikke tænker, jeg er en ballademager. I hvert fald ikke kun en ballademager.

Der er kun drenge i min nye klasse. Nogle af dem svarer lærerne igen eller ser ud, som om de er ligeglade med det, der bliver sagt. Men de gør det bare for at vise sig for de andre. I virkeligheden vil de gerne være som Carsten og Christian. Det tror jeg.
Hver gang der er en dreng, der har lavet noget lort, som regel i frikvarteret, bliver der snakket om det med det samme i klassen. Der bliver tegnet en tændstikmand på tavlen og to pile – en pil, der fører til en smiley, og en, der fører til en lort. ”I dag valgte du lortevejen,” siger enten Carsten eller Christian og peger på tavlen. ”Hvad kunne du have gjort i stedet?” Så kommer der forslag fra hele klassen til, hvordan drengen kunne have valgt smileyvejen. ”Sket er sket,” slutter vores lærer som regel af, ”men hvilken vej vælger du fra nu af? Det er dit valg. Kun dit.”
Jeg kan godt lide den tegning – en lort og en smiley. Det minder mig om den lille bog, jeg havde i børnehaven. Og jeg ved, det er rigtigt. Man bestemmer selv, hvilken vej man vil gå. Jo mere man vælger lortevejen, jo mere glider man rundt uden at komme nogen vegne. Jo mere stinkende dårligt får man det. Det er dumt, bare dumt. Alligevel kommer jeg somme tider selv til det – at vælge lortevejen. Men næsten kun, når jeg er sammen med pædagogerne om morgenen og om eftermiddagen, ikke i timerne sammen med Carsten og Christian. Der knokler jeg – ikke bare med hovedet, men også med kroppen. Vi løber en masse. Løber, svømmer, spiller bold. ”Kom så, kom så – du kan godt, videre, videre, videre!” råber lærerne, og de har ret – der kommer virkelig nogle kræfter fra et sted inde i mig, jeg ikke har kendt før. Kræfter til en sidste spurt, selv når mine ben vakler under mig, kræfter til at tage den sidste bane i svømmehallen. Og når jeg har nået mit mål, suser sejren rundt i kroppen. Fedt! Jeg gjorde det! Når jeg kan klare alt det, kan jeg også klare at knokle med dansk og matematik, siger Carsten og Christian. Ja, sådan føles det. Jeg elsker ikke ligefrem de to fag, dansk og matematik, men på en måde har jeg fået mere energi til opgaverne.

Men det er slut med at komme med lærerne hjem. Det gør man ikke her i TF3, men det er også okay. Jeg er jo ikke et pattebarn længere.

Jeg ved ikke, om min mor og far kender til smiley- og lortevejen. Hvis min mor gjorde, ville hun holde op med at ringe til min far og lærerne hele tiden. Det giver bare en masse problemer, at hun gør det. Mærkeligt, at hun ikke kan se det – hun er jo den voksne.
Min far prøver at vælge smileyvejen, tror jeg, selvom han måske aldrig har hørt om den. I hvert fald drikker han stadig ikke øl. Men det tager lang tid at vænne sig af med, har jeg hørt. Det er længe siden, han har spurgt, om vi skal tage på en lille udflugt eller lave noget andet hyggeligt sammen. Længe siden han rigtig har grinet ad noget. Somme tider er jeg bange for, at han pludselig skal blive lige så underlig, som han var i foråret, da han blev indlagt på sygehuset. Men dengang var han jo fuld. Det var bare derfor. Han bliver sikkert mere glad, når han har vænnet sig til, at han ikke må drikke øl. Og måske finder han også en ny kæreste. En, der er lige så sød som Ragnhild.

Du kan købe bogen her: Når alle masker falder

Thomas de Oliveira og David Adrian Pedersen

Thomas de Oliveira holder foredrag i Ringsted

Lady Chamber Ringsted havde i marts 2022 besøg af Thomas de Oliveira, hvor vi hørte foredraget ”Når alle masker falder”. Thomas er en levende fortæller, og han berettede om en noget anderledes opvækst med svigt og død, og om ulykken der til sidst ændrede hans liv til det bedre. Thomas går ind i ens tanker

Se her →

Workshop for Kvindehuset i Lyngby

Mandag den 23. maj besøger mønsterbryder Thomas de Oliveira Kvindehuset i Lyngby til en faglig workshop. Thomas er vokset op med to psykisk skrøbelige forældre, der ville det bedste, men kun glimtvist formåede at løfte opgaven. Thomas blev derfor anbragt i forskellige plejefamilier, på døgninstitutioner og har i det meste af sin skoletid gået i

Se her →

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Har du mod på at fortælle din historie til hjælp og støtte for andre?

– Så tøv ikke… Beskriv kort dig selv her, og jeg kontakter dig

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.